Personlig udvikling er et slidt ord. Og hvad betyder det i grunden? Hvordan skulle man eventuelt kunne undgå at udvikle sig?
Prøv med personlig forbedring, det er meget mere effektivt.
Faktuelt er det umuligt at undgå udvikling
Alting forandrer sig, og et gør du også. Hver dag bliver kroppen ældre, hjerneceller forgår - ja, hvis du har rundet de 30, så er du faktisk i forfald. Måske ikke nogen rar tanke, men der er håb.
Hver eneste dag giver mulighed for at gøre det lidt bedre end i går. Løsningen hedder personlig forbedring.
Forbedringer laves med udgangspunkt i situationen, som den ér. Alting kan alting forbedres. Det er sjovt, det er let og det er ALDRIG for sent.
Personlig forbedring
Hvad som helst, du tager aktivt stilling til i dit liv og ønsker at forandre, er et ønske om personlig forbedring. Denne personlige forbedring kan føre til positiv personlig udvikling.
En forbedring er til at forholde sig til. Den er konkret, og den er faktuel.
Vi kan forbedre vores kommunikation, vores forhold eller vores kondition. Og underordnet vores ønske om at forbedring, så sker der altid en udvikling mod det bedre eller det værre. Det står aldrig stille.
Men hvorfor nu denne pedantiske diskussion af personlig udvikling versus personlig forbedring? Fordi der er en meget vigtig pointe.
Hvis udvikling ikke bliver konkret er det diffust
Hvis der er noget du vil forandre, så er det afgørende at være konkret. Når vi bruger ordet forbedring, så kan vi være konkrete i forhold til:
a) Hvad er situationen nu?
b) Hvad vil du gerne opnå?
c) Hvordan kommer du fra a til b?
Det er en meget enkel model. Men tit og ofte springer vi direkte til punkt b - hvad vi gerne vil opnå - uden at lave en klar beskrivelse af hvor vi starter - så bliver det kompliceret!
Vi lægger planer for, hvordan vi får styr på økonomien, hvordan vi bliver mere kreative, eller kommer i harmoni, men vi glemmer at tage med i beregningen, hvor vi starter.
Og der, hvor vi starter, er mange gange et helt andet sted, end hvad vi bryder os om at tænke om os selv. Det er derfor, vi prøver at undgå, at se objektivt på startpositionen - og som en konsekvens deraf - oplever nederlag med de vigtigste forandringer i vores liv.
Enhver forbedring starter et sted
Det er afgørende for succes at vi starter med en klar, objektiv beskrivelse af situationen, som den er nu. Ikke som vi ønsker den skulle være og ikke, som vi måske viser omverdenen, at den er.
Hvis du skal finde vej, er du nødt til at vide hvor du er, ellers hjælper selv det bedste kort dig ikke.
Hvis du klart har beskrevet situationen som den er, så ved du også nøjagtig hvornår, den er blevet bedre. Du kan (og skal) anerkende dig selv for dig for dine daglige, ugentlige eller månedlige forbedringer.
"Kom ud af fjerene"
Lad mig tage et altid aktuelt problem fra mit eget liv. Jeg vil gerne stå tidligere op. Hvis jeg nu i en uge i træk er stået op kl. 7.55 - er der så tale om en forbedring?
Ja, hvis jeg plejer at stå op kl. 8, så er der tale om en klar forbedring i forhold udgangspunktet!
Indrømmet, det er en lille forbedring, men store vedvarende forandringer er lavet af små gentagene forbedringer. Og hvis mit mål er at komme op kl. 7, er jeg så på rette vej med en forbedring på 5 minutter? Ja i høj grad. Godt begyndt er halvt fuldendt!
Udvikling er lettere med en daglig sejr!
I en situation som ovenfor beskrevet, oplever vi dagligt en lille sejr. Jeg kan dagligt anerkende mig selv for, at jeg har forbedret mig. Og når jeg har gjort det over en periode, så er der tale om positiv forandring over tid.
Positiv personlig udvikling med klart afsæt, mål og metode virker. De små daglige succéer giver mod på mere - jeg oplever skridt for skridt - succes efter succes - at jeg godt kan.
Omvendt. Når vi oplever at fejle, med at gennemførelsen af et eller andet vi gerne vil (og synes at vi burde kunne), så er det ALTID fordi, vi ikke har været helt ærlige overfor os selv, i beskrivelsen af hvor rejsen begyndte. Vi tager for store skridt på vej mod det dejlige forjættede mål.
Vi falder og slår os på vores egen "dygtighed", men i modsætning til børn, så er vi ikke særlig dygtige til at rejse os igen. Børn ved ikke, at de ikke kan, og derfor bliver de ved med at prøve. Og til sidst lykkes det. Men sådan fungerer den voksne hjerne ikke.
Med små forbedringer får du en sejr hver dag
Når du ved, hvor du starter, kan du glæde dig over de små sejre. Og hver gang du oplever en lille sejr, så giver hjernen dig en belønning. Det føles godt!
Denne belønning medfører mere overskud, mere glæde og mere energi til yderligere forbedringer. Små forbedringer er en accelerator mod store forbedringer.
Store drastiske forandringer kan have negativ effekt
Men alt for ofte så laver vi kæmpe forbedringer i en fart. Vi vælger, med store drastiske løsninger, at udvikle os! Og vi er jo voksne og dygtige mennesker - selvfølgelig kan vi det!
Og ja, det kan vi i en periode, men så forsvinder momentum. Vi oplever en kæmpe rus og sejr, i det øjeblik vi går igang, men dagen efter er det ikke lige så sjovt.
Vi har fået kick'et... og hjernen giver dig ingen belønning i dag, for det du gjorde i går. Resultatet er, at vi oplever et nederlag, hvilket direkte påvirker vores selvværd negativt, og gør forandring enddog sværere.
Daglige forbedringer giver vedvarende postiv personlig udvikling
Hvad enten du vil det eller ej, så udvikler du dig hver dag. Hvis du gerne vil påvirke denne udvikling i en bestemt retning, så er den lette løsning små daglige forbedringer.
Metoden skaber momentum hen mod den store forandring, som du godt ved skal til.
Gør det konkret. Gør det klart hvor du starter, og glæd dig over hver eneste forbedring - stor som lille. Så sker den personlige udvikling helt ad sig selv, og den sker med dig i førersædet.
Når personlig udvikling i virkeligheden handler om personlig forbedring, så er det måske alligevel relevant...?