Coaching af din indre helt eller heltinde!
Et lille skridt er nogen gange det eneste, der skal til. Ikke et stort skridt ud på det dybe, hvor du ikke kan bunde. Men et lille skridt i vandkanten, hvor du stadig er tryg. Hvis du hver dag tager ét lille skridt, så kommer det store skridt, forandringen eller vanen, helt af sig selv.
Drømme er vidunderlige og skræmmende...
Det er et paradoks, at vores drømme og idéer kan være skræmmende, for de repræsenterer jo noget vi gerne vil. Men idéer og drømme er bygget af et stof som ér skræmmende: Forandring.
Det er ikke mærkeligt, underligt eller unormalt, hvis du går med en drøm eller plan, som du egentlig sagtens kunne føre ud i livet hvis bare... Forandring kan være paralyserende. Hjernen bryder sig helt grundlæggende ikke om forandringer, heller ikke selv om den godt kan forstå intellektuelt, at forandring er påkrævet.
Hjertets kamp mod hjernen
Du ved godt hvad, du i virkeligheden burde gøre, men du gør det ikke. Og som om det ikke er nok... Oveni bebrejder du måske dig selv for ikke at gøre noget ved det... Ofte tænker vi: "Jeg kan alt muligt andet - så hvad er der galt med mig?"
Det kan være meget svær cirkel at bryde. Det er hjernen, der afholder dig, fra at gøre det du gerne vil (forfølge din drøm), og det er hjernen, der giver dig dårlig samvittighed når du ikke får det gjort. Det er som et kedeligt eventyr uden en helt...
Skriv helten ind i dit eventyr
Du er født med en helt, eller en heltinde - dit hjerte. Du er helten i dit eventyr. Du kan skrive helten ind i eventyret igen, men der er et par ting, du skal vide om helten...
1Din helt er som et barn. Du må ikke forvente mere voksen intelligens af helten, end du vil forvente af et barn på 5 år.
2Din helt har ingen våben i kampen mod hjernen. I en direkte kamp taber helten.
"Hold da op..." tænker du nu måske... han er ikke meget af en helt...! Men tror mig, det er hun. Det er Davids kamp mod Goliat. Hjernen er langsom og forudsigelig - din helt er hurtig, smidig og kreativ.
At genlære at forfølge sine drømme ovenpå en lang tornerosesøvn kræver nogen gange meget små, udspekulerede skridt.
Sagen er, at vi med vores hjerner, godt kan regne ud, hvordan vi forfølger vores idéer og drømme. Vi har lært at planlægge, og kan tage højde for uendelig mange ting. Så hvorfor ikke bare sætte sig ned og lave en drejebog? Give den til helten, lade tingene ske og blive lykkelig en gang for alle?
Øh... fordi det ikke virker, og hvorfor virker det ikke? Hjernen, der lægger planen, kommer også med alle undskyldningerne for, hvorfor det nok er bedst at lægge en plan, som begynder med i morgen. Eller endnu bedre... aldrig.
En snedig plan
Du skal bruge en plan, der starter med i dag. Nu. En lille manøvre, der er så snedig, at hjernen ikke opdager, at helten er gået igang med at lave forandringer.
Hjernen har en brist i sit forsvarsværk. Bristen er små forandringer. Hjernen tænker i meget store baner og meget gerne i ekstremer. Små forandringer kan komme igennem boldværket, for hjernen tillægger dem ikke nogen værdi - hjernen trækker højst lidt på skuldrene.
Tag ét skridt på din drøm
Denne metode virker på alle idéer, drømme, forandringer og projekter, som vi godt ved, at vi burde gøre noget ved, men som vi hele tiden udsætter. Og den virker på den drøm eller plan, du egentlig var godt igang med, men som er gået i stå.
Det er Ikke en forkromet plan - ingen tomme løfter om hvad du vil gøre i morgen, eller når du får tid. Ingen powerpoint præsentationer eller overskrifter på facebook om at du ændrer du dit liv. Alt heltens energi skal rettes mod objektet, handlingen.
Det skridt, du skal tage, skal være så lille, at du synes, det er fjollet. Hjernen skal synes, at det er for lidt - noget pjat. Hvis hjernen synes det er et godt, fornuftigt, relevant og gloværdigt skridt, så er det for stort.
Eksempler:
Hvis det drejer sig om at rydde op i garagen, så gå derud nu og smid en ting væk. 1 ting. Ikke en 3 kasser eller en hel reol, eller de to gamle cykler. 1 ting.
Hvis det drejer sig om at komme i form, så find dit løbetøj frem. Tag det på. Gå en tur rundt om sofaen og læg det væk igen. Eller sæt dig ned, luk øjene og forestil dig at løbe en tur i to minutter. Sæt en alarm til, så du ved hvornår de to minutter er gået.
Måske er din udfordring, at du godt ved, der skal forandringer til, men du ved ikke hvilke. Sæt dig ned med en blok og en blyant og brug 5 minutter på drømme.
Og vigtigst af alt...: Det du gjorde i dag, skal du gøre igen i morgen og forstsætte med i minimum 7 dage.
Hvad det end er, fra ønsket om at komme i form til drømmen om at skifte karriere, så find på et skridt, der er så lille at du kan gøre det idag. Nu. Og det må ikke være større, end at du kan love helten at gøre det igen i morgen og rent faktisk gøre det.
"Ok," siger du så... men hvordan skal dette hjælpe mig? Hvornår kommer der store forandring ud af det her?
Når du tager et lille skridt på din drøm, så har du givet din helt en sejer. Husk på, at hvis du sætter helten op mod hjernen i et frontal konfrontation, så taber helten - beviset er den drøm eller idé, du ikke gør noget ved. Metoden virker, fordi hjernen lige så stille bliver vænnet til forandringen.
DER ER TO SUCCES FAKTORER TIL DENNE METODE:
1At skridtet er så lille, at hjernen ikke kan finde på en undskyldning.
2At du repetere skridtet hver dag i en periode. (eksempelvis 7 dage) før du øger din indsats.
Hvis garagen har rodet i 3 år, eller du har været kronisk ude af form de sidste 10 år, så gør det jo ikke den store forskel, om der skulle gå et par uger mere eller mindre før, der virkelig begynder at ske forandringer...?
Det er meget fristende, når vi endelig er kommet igang, at tage et kæmpe skridt med det samme. Metodens succes afhænger af, at du vedbliver med at tage små skridt. Hvis skridtet i dag er for stort, så opdager hjernen dig og sætter en stopper for i morgen.
Små skridt skaber store forandringer
For hvert lille skridt du tager, bliver helten stærkere, alt i mens at hjernen så småt begynder sig at vende sig til forandringen. At hjernen er kronisk modstander af forandring, bliver der ikke lavet om på - sådan er den bygget. Men lige så stille, skridt for skridt så begynder hjernen at ville lege med... for det er jo en go' forandring. Det føles godt. Det er sjovt... det er noget du gerne vil...?
Uge for uge kan helten tage lidt større og modigere daglige skridt. Men hvis du går i stå, så er det højst sandsynligt fordi, du er begyndt at tage for store skridt. Det er ikke et nederlag, det er bare det kapitel, hvor helten blev overmodig.
Det er muligt, at helten har sovet tornerosesøvn meget længe, men på et tidspunkt begynder processen at tage fart.
Du ved hvornår det sker - det er når du er i flow. Det du ville forandre, er blevet til en leg - eller når det pludselig er gjort.
